Hvis en kommune har besluttet noget, som du er uenig i, sur over eller ked af, kan du klage til børnekontoret.
Vi kan så kontrollere, om kommunen har fulgt reglerne.
Hvis kommunen ikke har fulgt reglerne, kan vi skrive til kommunen, at den har lavet en fejl. Vi forklarer også, hvad det er for en fejl.
Mener vi, at en kommune har lavet en fejl, beder vi nogle gange kommunen om at se på sagen igen.
Vi kan ikke bestemme, hvad kommunen skal gøre, men kommunen gør næsten altid det, som vi beder den om.
Nogle gange kan man klage over det, som kommunen har gjort, til en anden myndighed. Det kan for eksempel være Ankestyrelsen. I de tilfælde kan vi hjælpe dig med at få sendt din klage det rigtige sted hen.