Vi vil typisk fortælle dem, du har klaget over, om din klage. Vi skal nemlig også høre deres side af historien. Det kan også være, at vi stiller dem nogle spørgsmål. Måske kan de fortælle os noget, som du ikke ved.
Siger du til os, at vi ikke må fortælle dem om din klage, gør vi det normalt ikke. Men så kan vi heller ikke hjælpe dig med din klage. Hvis du fortæller noget meget alvorligt, kan vi have pligt til at fortælle for eksempel kommunen om det.
Vi skal normalt også fortælle den, der har forældremyndigheden over dig (normalt din mor/far), om din klage. Det siger reglerne om databeskyttelse. Hvis du helst ikke vil have, at den, der har forældremyndigheden over dig, får at vide, at du har klaget til ombudsmanden, så kan du fortælle os det. I nogle situationer giver reglerne nemlig mulighed for at lade være med at fortælle det videre.”